Hvad er dit syn på begravelse og bisættelse? Efter at have været til en del af dem, er jeg kommet til det punkt, hvor det ikke går mig på at være til en, men mere hvem det er der skal begraves. Hvis det er en, der virkeligt har betydet meget for mig, så er det en meget sørgelig en af slagsen, men generelt set bliver jeg ikke mere påvirket af andres niveau af sorg.

Jeg har aldrig brudt mig om død, hvilket jeg tror er meget almindeligt hos de fleste, men med min store kvote bisættelse og begravelse på mig, så har jeg aldrig brudt mig om, at se på en person der er død. Det er mærkeligt, og ikke den måde jeg kunne tænke mig at mindes min afdøde farmor, som liggende hel bum stille med et helt andet udtryk i ansigtet, end man er vant til.

Begravelse og bisættelse er generelt en meget sørgelig anledning, og det er derfor jeg ikke er vild med det. Hvem kan lide at tænke på sine kære som døde og borte? Det er der vist ikke mange, der har lyst til.